Tilbygning til Tinglev Sognehus

Tilbygning til Tinglev Sognehus

Bygherre:

Tinglev menighedsråd  

Areal:

197 m²  

År: 

2025

Tilbygning til sognehus i grønne omgivelser  

Ved Tinglev Kirke er der opført en ny tilbygning til det eksisterende sognehus. Tilbygningen er placeret i et grønt og fredeligt område og indgår med respektfuld arkitektur i den samlede kirkelige helhed. Bygningen er udført med rødt tegltag og kalket murværk, som skaber en naturlig sammenhæng med kirkens historiske omgivelser og den eksisterende sognegård. Arkitekturen er enkel og værdig med fokus på rolige proportioner og gedigne materialer. En let og transparent glastalje forbinder tilbygningen med det eksisterende sognehus og markerer overgangen mellem nyt og gammelt.

 

Arkitekturen er enkel og værdig med fokus på rolige proportioner og gedigne materialer.

 

Fællesskab i centrum

Tilbygningen rummer en stor og lys fællessal med loft til kip, hvilket skaber en højloftet og åben atmosfære, ideel til både kirkelige og sociale arrangementer. Indgangsområdet rummer garderobeplads og fungerer som velkomst- og fordelingszone. Derudover er der etableret toiletter og depotfaciliteter, som understøtter bygningens funktion i det daglige.

Bygningen er orienteret mod haven og åbner sig med store glaspartier ud mod det grønne rum, som nu fungerer som et fælles uderum for både den nye og den eksisterende bygning. De to bygningskroppe danner tilsammen en beskyttet og indbydende ramme omkring dette opholdsareal, der lægger op til fællesskab og aktivitet i det fri.

Afskærmning og ro mod kirkegården

Modsat vender bygningen sig mere lukket mod kirkegården. Her er der arbejdet med murværksmønstre, som delvist dækker vinduerne og derved begrænser ind- og udkig. Det sikrer den nødvendige ro og afskærmning i respekt for de nærliggende gravpladser. Samtidig tillader mønstrene et blødt dagslys at trænge ind og skaber en poetisk balance mellem åbenhed og afskærmning.  

Arkitektonisk balance og kontekstuel forankring

Med sin tydelige form, kalkede overflader og taktile materialer indskriver tilbygningen sig naturligt i det samlede anlæg ved Tinglev Kirke. Glastaljen mellem ny og eksisterende bygning skaber et let, gennemsigtigt bindeled, og bygningens orientering mod haven fremmer samspil mellem inde- og uderum.

Gå tilbage

Arkitekterne Blaavand & Hansson A/S

Sønderborg Tegnestue

B.S Ingemanns Vej 6A
6400 Sønderborg
Tel. 70 20 70 80

Aabenraa Tegnestue

Fjordløkke 102
6200 Aabenraa
Tel. 70 20 70 80

  

Følg os